Rørlægger/Specialarbejder til Forsyning Helsingør - Spildevand
Kan du lide at være ude i al slags vejr, og vil du være med til at klimatilpasse lokalsamfundet? Så har vi en ledig stilling som rørlægger eller specialarbejder i vores spildevandsafdeling.
Dine primære opgaver:
Som rørlægger/specialarbejder er du med til at klimatilpasse vores lokalsamfund, så vi undgår oversvømmelser og overløb. Dine primære opgaver vil være at vedligeholde, renovere og udbygge spildevandsledningsnettet. Herudover er du med til at servicere brønde og udføre andet forefaldende arbejde på spildevandsområdet.
Du bliver en del af ledningsteamet, som er et selvkørende team på 9 medarbejdere, der i samarbejde med driftslederen planlægger deres arbejdsopgaver og herefter udfører dem selvstændigt.
Selvom du tilknyttes et fast team, hjælper vi selvfølgelig hinanden på tværs af hele afdelingen.
Dit arbejde vil foregå udendørs året rundt.
Vi tilbyder
Du vil med reference til afdelingsleder Charly Dahlsen blive en del af afdelingen Spildevand med i alt 26 medarbejdere.
Vi tilbyder løn efter kvalifikationer, en attraktiv pensionsordning og øvrige ansættelsesvilkår i henhold til overenskomst mellem KL og relevant fagforening.
Vi har et stærkt fagligt miljø med inspirerende og imødekommende kollegaer. Arbejdsglæde og tværfagligt samarbejde afspejler vores hverdag som er fyldt med spændende opgaver. Vi har en aktiv personaleforening, der afholder forskellige arrangementer for både dig og din familie, og tilbyder derudover bl.a. sundhedsforsikring mv.
Arbejdstiden ligger fra kl. 7.00-15.05 mandag til torsdag og kl. 7.00-13.00 fredag.
Arbejdet inden for spildevandsområdet er underlagt kloakbekendtgørelsen. Det betyder, at du skal have vaccinationer og at det er obligatorisk at bade ved arbejdstidsophør.
Hvem er du?
Da arbejdet foregår ude året rundt og kan være fysisk belastende, er det nødvendigt, at du er fysisk stærk og har et godt helbred.
Det er en fordel, hvis du har rørlæggeruddannelsen – og ellers forventer vi, at du har erfaring inden for jordarbejde. Det vigtigste er dog, at du er engageret, motiveret og grundig – så skal vi nok lære dig alt om spildevand.
Det er et krav, at du har gyldigt kørekort, minimum kategori B. Såfremt du ikke har kørekort til lastbil og kurset ”Vejen som arbejdsplads” skal du være indstillet på at erhverve disse umiddelbart efter din ansættelse.
Vi anvender iPad som arbejdsredskab i hverdagen, så den skal du kunne betjene.
Ansøgning og spørgsmål
Lyder vores stilling som noget for dig? Så søg stillingen via linket.
Inden du søger stillingen, kan du møde en af dine kommende kollegaer her.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte afdelingsleder Charly Dahlsen på tlf. 48405250 eller mail cda@fh.dk.
Vi afholder samtaler løbende og forventer at stillingen tiltrædes hurtigst muligt.
Om Forsyning Helsingør
Forsyning Helsingør er et multiforsyningsselskab, der leverer el, vand og varme og nyttiggør ressourcer i affald og spildevand i en cirkulær økonomi. Vi er aktive i den grønne omstilling og hjælper vores kunder til at få en mere bæredygtig hverdag. Vi drives i aktieselskabsform og omsætter for omkring 700 mio. kr. om året. Vi er ca. 210 medarbejdere som arbejder med forsyning.
Du kan læse mere om Forsyning Helsingør på www.fh.dk.